“Jeg er så træt, en træthed der har udgangspunkt i gentagelser… Gentagelser af ideer.
Ideer der forlængst har mistet sin dans… måske er det ikke kun mig, men en universel træthed…
verden er i oprør, noget nyt skal ske…
Jeg prøver at holde mig oprejst af tanker, der bygger op, mens tankerne konstant minder mig om den elendighed, verden har spillet sine ellers så glimrende kort til.
Jeg er hamrende træt, men vil ikke være det. Jeg prøver at vælge side, men den eneste jeg har lyst til at vælge, er den, jeg ligger på om natten.
Solen skinner så forbandet stærkt, den varmer… Jeg længes efter barndommens tidslomme af friskhed, duften af frisk blod fra såret på knæet – to mål, en bold, simpelt, fire drenge, et band, et sammenhold, koncert i ungdomsklubben – har erobret verden i samarbejde med stikkelsbærgrød med fløde.”
Jeg begynder dette nyhedsbrev med ovenstående fortælling – en ældre, kort tekst fra bogen I lænestolens dybe stille ro – den kunne være skrevet i 2025. Den dukkede ‘tilfældigt’ op, da Marianne og jeg sad med morgenkaffe og ledte efter tekster til en forespørgsel om en koncert med oplæsning af poesi blandet med egne sange.
På billedet ovenfor sidder jeg midt i naturen, med havet bag mig, for at mærke, hvorfor jeg er her, og hvad tiden skal bruges bedst muligt på i fremtiden.
Vi fornemmer det vel nok allesammen, noget nyt skal ske, gamle mønstre ændres, spor, der er slidte, og som ikke kan betrædes mere, uden at vi skrider, glider ned i en afgrund, der bliver svær at komme op fra. Nye skridt skal trædes varsomt, nye spor i den nyfaldne sne.
God fornøjelse,
og tak, fordi du læser med Michael Vesterskov,
Januar 2026
Året startede med mindekoncert for Peter Abrahamsen: Peter som var pladedirektør for Exlibris Musik og som har udgivet en del af mine albums. Koncerten foregik på Arbejdermuseet og var en smuk hyldest til en person, der har betydet så meget for dansk musik. Sammen med Lasse og Mathilde, Pia Raug m.fl. gjorde vi alt for at mindes Peter Abrahamsen med vores fortolkninger af hans sange.
Home Sessions
15 marts udkom albummet Home Sessions efter et års arbejde i studiet alene med sangene, hvor jeg selv stod for alt, spillede alle instrumenter, mixere og klippede videoer, en spændende periode, hvor jeg udfordrede min tendens til det perfekte – altså at det hele gerne måtte være lidt mere løst, og fejl var tilladt. Albummet har fået mange stjerner og rosende ord – bla.: “Et blændende soundtrack, der skaber ro og tryghed, feel-good mindfulness og plads til mental unload. Tjek denne interessante kunstner ud på dette fængslende varme soundtrack, som varmt kan anbefales”.
Kanal 1 og TV 2 lavede begge to portrætudsendelse omkring albummet og mit liv med musikken
Vesterskov, Hällkvist og Filipsen
Herefter var jeg i øvelokalet med Anders Filipsen og Samuel Hällkvist for at forberede en række koncerter. Det er blevet til “Sange og livsfortællinger understøttet af et vibrerende lydunivers”, som en arrangør senere skrev til mig. Efter koncerterne, der blev varmt modtaget af publikum, har vi været i studiet og indspille et studie-livealbum, som udkommer her i foråret.
‘Michaels Mareridt‘
I maj måned var jeg på 14 dage på arbejdsophold i Skagen, hvor TV2 Nord besøgte mig for at producere et portrætprogram. Det blev til en udsendelse, som kom tæt på mig, mit arbejde som sangskriver, noget af min historie, min hjerteoperation samt hvad det har betydet for min familie og mig personligt. Michaels Mareridt, som er titlen, blev vist på TV2 Nord og ligger også landsdækkende på TV2 Play.
Efterår
Efteråret var der fokus på koncerter sammen med Marianne. Studieindspilning af albummet Kort Fortalt, og det hele sluttede med 5 julekoncerter.
Vores julekoncerter er blevet en tradition. vi holder meget af. I år var emnet ‘Sne’: Nyskrevne sange blandet med de kendte sange, som for os alle kendetegner julen
Jeg fik i år skrevet en helt nye sang Vi ønsker os en fredelig jord. Den blev modtaget med begejstring af publikum, og jeg håber, vi får indspillet den inden julen 2026.
Julekoncerten i Baltoppen, december 2025
Fremtiden
Lige nu er fokus rettet mod at booke koncerter i 2026, både med Anders Filipsen,og Samuel Hällkvist, samt solokoncerter, som følges op med udgivelse af albummet Kort Fortalt her i foråret (mere om det senere), og så er der Marianne og mine traditionsrige julekoncerter, hvor vi allerede nu har forespørgsler – vi håber på det bliver til flere.
Protest/ kærligheds-sang til Danmark
Jeg arbejder i øjeblikket på en “protestsang/kærlighedssang” om min kærlighed til Danmark – landet jeg elsker, men ikke helt genkender, som tingene udvikler sig, men også om savnet efter det Danmark, jeg er vokset op i, og hvor min sjæl er blevet vænet til at tro på tillid til hinanden og frihed, mangfoldighed, at vi tager os af hinanden, uanset hvem vi er, og hvilken farve livet har malet os i.
Det er en vanskelig opgave for mig, og den har været længe undervejs. I får som de første en forsmag på en helt ufærdig version, den første bearbejdelse.
Det bliver spændende at se, hvor den lander, når den – måske – skal indspilles rigtig.
Jeg hører gerne fra jer om, hvad I tænker, når I lytter – TAK
Danmark jeg savner dig
Savner dig mere og mere
din generøsitet
Du var vingerne der bar mig
Tonerne der forsvarede mig
Nu vil du lære os at slås
At stå ret og gå i takt
Der er ingen tvivl på dine læber
Og du har ordet i din magt
Hvor er drømmene og viserne vi sang
om landet der var nærmest lykkelig engang
Danmark
Jeg så dig komme
Nu ser jeg dig gå
Børster støvet af din samvittighed
Går her lige ude ved kanten
tør næsten ikke kikke ned
Danmark
Jeg så dig komme
Nu ser jeg dig gå
Savner dig mere og mere
din loyalitet
Danmark du er min længsel
Du danske land
Du danske land
Jeg savner dig
Det jeg læser i øjeblikket
Min absolutte ynglingsforfatter er Jón Kalman Stefánsson. Hans seneste roman, Himmellegemer over verdens yderste rand, foregår i det 1600 århundrede og skildrer en præsts beretning om livet på Island omkring 1615, begivenheder der er skræmmende tæt på det, vi her i 2025 oplever.
Jón Kalman Stefánsson skriver poetisk, politisk og humoristisk. Jeg har læst alle hans romaner (flere gange 🙂)
Den anden bog, jeg vil anbefale, er fredsforskeren Isabel Bramsens bog Fredens logik. En tankevækkende bog, der fortæller om vigtigheden af altid at være i dialog om fredsforhandling, at der er en sprække af lys og håb, og uanset hvor lille det er, skal det forfølges – for pludselig åbner der sig nye muligheder.
Isabel Bramsen skriver sig ind i hverdagens små forhandlinger omkring konflikter os mennesker i mellem, for så at gå videre til eksempler på fredsforhandlinger rundt i verdens krigszoner. En vigtig bog i en tid, hvor krige tales op.
Godt nytår
Jeg vil slutte med at ønske jer, at 2026 bliver året for positiv forandring. At vi mærker håbet i hele kroppen og derved troen på os mennesker, at vi har evnen og modet til at tage de skridt, der er nødvendige, for at livet ændrer sig i en retning med mennesket først.
Fred på jorden, kærligheden som det stærkeste vi har.
Jeg nævner det i min nye julesang, som I får teksten til her.
Godt Nytår!
Vi ønsker jer en fredelig jord
Når sneen tæmmer vinden
Og kløver mørkets sang
savnet og længslen
Tidens ubarmhjertelige gang
Hjemløse tårer
For dem vi mistede engang
Måske de danser mellem stjernerne
Til denne sang
Vi må aldrig glemme dem
Vi må aldrig glemme dem
I sorrig og glæde
Vi vil aldrig glemme dem
Alt bli’r stille
stilheden ringer ind
Når menneskers hjerter
Forenes i et spil
Hvor reglerne er simple
Isen smelter mellem os
Vi mærker livet
Det er jo ikke os der vil slås
Vi drømmer om en fredelig jord
Vi drømmer om en fredelig jord
Med sorrig og glæde
Vi ønsker os en fredelig jord
Og vi tier lidt
Døden står på vagt
Håbet tørster
Når det største forbli’r usagt
Sneen knirker
I evighedens spor
mennesker møder mennesker
hvor kærligheden gror
Vi ønsker jer en glædelig jul
Vi ønsker jer en glædelig jul
Sorrig og glæde
Vi ønsker alle en glædelig jul